|
NIKOLAJ & PILOTERNE
Biografi
Efter en opvækst i et hjem med flittigt brugte Jimi Hendrix-plader og medvirken i
forskellige københavnske bands i midt-80'erne blev Nikolaj Christensen, inspireret
af Thin Lizzy og især Phil Lynott, frontmand i Shoeshine. Bandet spillede flittigt
på københavnske spillesteder, og det var på ét af disse, den
tidligere Skilfinger-sanger Jens Hofman som talentspejder for pladeselskabet Medley 'opdagede'
Nikolaj og tilbød ham en solokontrakt.
Debutalbummets ligefremme, iørefaldende delvist selvbiografiske sange med
Nikolajs karakteristiske intenst-rustne røst i front høstede anmelderroser,
ligesom den fotogene sanger blev modtaget med kyshånd af populærpressen.
Nikolaj blev teenageidol overnight, Piloter blev en salgssucces, og ved Grammy-uddelingerne
i 1990 fik Nikolaj Christensen prisen som bedste nye navn, ikke mindst i kraft af sangen
Ridderen Af Kærligheden. Han samlede et band af guitaristen Henrik Tvede, trommeslageren
Flemming Rothaus, keyboard spilleren Mathias LaCour og bassisten Christian Veitner.
Bandet blev døbt De Nye Piloter efter et nummer på pladen.
De Nye Piloter høstede stor succes på koncertscenerne det kommende års
tid, bl.a. på Roskilde Festivalen. Og havde bl.a. Gasolin-klassikeren Rabalderstræ
de på repertoiret.
Efter Jimmy og Vicky 1991 landede piloterne og gik hver til sit, og Nikolaj stod i sommeren 1992 uden pladekontrakt, da albummet ikke havde levet op til debutens salgstal.
Nikolaj, som var og er en stor beundrer af kunstnere som Bob Dylan og Neil Young, fik
det samtidig sværere og sværere med rollen som kønt fjæs i
pressen og teenage-idol. Så han holdt en lang pause, tog ud at rejse og vendte
først tilbage til pladescenen i februar 1995 med Hen over jorden. Den noget polerede
poprock faldt dog ikke helt i publikums smag, og pladen fik en hård medfart i pressen.
Til det næste album allierede Nikolaj sig derfor med den herboende norske producer og
trommeslager Frank Marstokk - en mand med begge støvler plantet solidt i den klassiske
amerikanske rock- og countrytradition. Med Marstokk som producer indspillede Nikolaj Vi er
på vej hen til et sted hvor blomsterne får lov til at blive nede i jorden og
drømme, som udkom i oktober 1996.
Pladen var et helt anderledes organisk og uprætentiøst stykke arbejde end
forgængeren med overvejende halvakustisk folk-rockende roots-musik med vægten
lagt på sangene. Pladen sikrede Nikolaj hits med Some Like It Hot (Det kan jeg godt)
og Steve Earle-sangen Du Står Stadig Der, i duet med svenske Jill Johnson.
Tre år senere udsendtes i april Homeparty 1999, et yderligere skridt i retning af en mere
roots-orienteret rock, bl.a. i samarbejde med Shirtsville-sangskriveren Jakob Eriksen. Sange
som Okay Baby og Jeg Har Det Fint gjorde igen Nikolaj til en naturlig del af det danske
radiolydbillede. Pladen blev fulgt op af en omfattende turne samme sommer med de originale Piloter.
Marts 2000 samledes karrierens hidtil bedste sange på opsamlingsalbummet Sidder På
En Raket, med radiohittet Du Kan Svæve Rundt, nyskrevet i samarbejde med Michael Bruun
og Jakob Eriksen. Cd'en akkompagneredes af en længere turne henover sommeren.
'Best Of' albummet rundede de 20.000 solgte eksemplarer og var med til for alvor at kickstarte Piloterne igen.
I de følgende år turnérede Nikolaj & Piloterne for fulde huse
nærmest konstant, samtidig med at de frem til 2004 indspillede 3 albums nemlig
'Solar Plexus 2001', 'Lige På Kornet 2002' og 'Live 2004'.
Nikolaj og hans Piloter blev i den grad et sikkert kort, når der skulle leveres
publikumsvenlig dansksproget Rockmusik.
2006 kom solo albumet 'selvantændt' som blev nomineret til en danish country music award. Albumet blev starten på et ny kapitel i bandets historie,da der på den efterfølgene tur var skiftet ud blandt det ellers faste pilot band.
I 2009 kom albumet 'MAND!' på nyt selskab (warner music) denne gang et "pilot album" Cd'en var forsøg på at finde det "gamle" publikum som måske var stået af på det forrige country inspirerede 'selvantændt' . Allerede
Efteråret 2010 melder Nikolaj og Piloterne sig igen med et nyt album. Tiltel 'Valby Town' refererer til Nikolajs mangeårige hjemby i udkanten af København, og dette album er noget helt særligt for Nikolaj, fordi han selv har produceret det. Han og bandet ville udgive et album helt uden smagsdommere inde over, og derfor kom pladeselskabet Warner Music også først ind i billedet, da 'Valby Town' var helt færdig. Albummet er langt fra en konceptplade; det stritter i mange interessante retninger. Fællesnævneren er måske blot, at det består af sange om dem vi er, som Nikolaj synger på albummets sidste skæring 'Banelegemet'.
Sideløbende med musikken har Nikolaj arbejdet som film- og teaterskuespiller. Han havde
i 1989 hovedrollen i Gabriel Axéls film Christian og to år senere i Jesper W.
Nielsens Hjerter i slør (1991). Og har ligeledes spillet med i teaterforestillingerne
Killer Joe (1995) og As You Like It - Som man behager (1997) - begge instrueret af Peter Langdal,
samt Nektar på Jomfru Ane Teatret i 2000. Nikolaj medvirker på børnepladen
Tangokat (Sony/DR, 1995) med Go' Måren Go' Måren. Har endvidere skrevet musik til
filmen Smukke Dreng, og skrev sammen med Mathias LaCour sangen Nogen Gange til Peter Bellis
1992-cd Ribbet Og Flået.
Ajourført udgave af artikel i Politikens Dansk Rock 1956-97
(Politikens Forlag, 1997). Bragt med venlig tilladelse af værkets hovedredaktør
Torben Bille.
Opdateret 2005 af Kick Music A/S.
|